Sorgsprog

Sorgsprog

Grethe Andersen

En bog med teori og eksempler på

- at sorg er tabu, og at vi derfor mangler et sorgsprog

- hvordan vore forestillinger om at komme hurtigt videre påvirker vor kommunikation med en sørgende

- manglende bevidsthed om virkningen af vore udsagn

- akavede og sårende udsagn til en sorgfuld

- hvordan vi åbner for god lægende kommunikation

Bogen Sorgsprog

Om bogenPosted by Grethe Andersen Mon, June 15, 2009 14:44:52

Sorgsprog

I de fleste dagligdags situationer har vi et sprog til rådighed.

Det har vi lært.

Langt de fleste ved, hvordan man skal ytre sig i de forskellige kulturer, vi bevæger os rundt i.

Anderledes gælder det at tale om sorg.

Vi mangler i vor moderne rationelle verden en sorgkultur, fordi sorg stadig er tabueret.

Og det betyder, at vi savner et sorgsprog.

Mange bøger om sorg handler om sorgprocessen og sorgbearbejdning.

Min bog handler om det sprog, som vi mangler, når vi møder en sørgende.

Vi skal alle ud i samfundet, ud blandt andre mennesker, selvom vi har oplevet stor sorg.

Det er mødet med en sorgfuld, min bog tager fat på med konkrete eksempler.

Vi har lært en række konventionelle udtryk, men vi mangler ofte et egentligt lægende sorgsprog.

Vor måde at udtrykke os på er bestemt af forestillinger og normer i vort samfund, og da det her ofte gælder om at komme hurtigt videre, at normaliseres, viser disse forestillinger sig i vort sprog.

Vi vil alle så gerne hjælpe en sørgende, men ofte savner vi ord.

Mange udsagn til en sørgende er velmente – men meget ofte akavede og sårende.

De blokerer tværtimod for hjælp.

Vi handler med hinanden, når vi bruger sproget.

Sproget gør noget ved os, og netop når vi møder en sorgfuld person, som er skrøbelig, er det vigtigt, at vi evner en lindrende og åben kommunikation.

Vi vil så gerne, at den sørgende skal blive ”normal og glad” igen, og vi glemmer i vort velmente ønske ofte den sørgendes behov.

Netop det, at vi glemmer den sørgende i al vor iver efter at bringe denne videre, kalder jeg i min bog at blive på egen banehalvdel.

Vi antyder, bedømmer, giver råd og vurderinger, iscenesætter os selv.

Men vi overser ofte den sørgendes behov.

Vore udsagn er velmente, men virkningen er ofte grum og sårende.

Sorg er smertefuld, også for omgivelserne, fordi vi alle konfronteres med vor egen skrøbelighed og forgængelighed.

Når emner er tabuerede og svære, udtrykker vi os ofte i flugtytringer. Vi viger udenom.

Vi er ofte ikke bevidste om vore udsagn, og det er den manglende bevidsthed om det, vi siger til en sorgfuld, der behandles i bogen.